Mød de studerende

 


 
Flemming 35 år, kirkesangereksamen i 2005

Mit salmekendskab var ikke blevet holdt ved lige siden morgensang i folkeskolen. Men jeg tog udfordringen op, da korlederen i det rytmiske kor jeg sang i opfordrede mig til at søge ind på Sjællands Kirkemusikskole.
Jeg synes, studiet er utrolig godt tilrettelagt, og jeg har lært rigtigt meget. Fagene supplerer hinanden godt: Jeg har udviklet min sangteknik, og min horisont er blevet udvidet.
Jeg er ansat som medlemssekretær i Folketinget men håber, at få ansættelse som kirkesanger ved siden af min nuværende stilling.


 
Bodil 53 år, præliminær organisteksamen i 2004

En dag da jeg var i kirke med min mand, faldt det mig ind - at jeg måtte da kunne spille lige så godt som organisten. Jeg er oprindelig uddannet teknisk tegner og arbejder på kontor. I forvejen spillede jeg harmonika og tværfløjte, men jeg begyndte at øve orgel, og et år senere kom jeg ind på skolen.
Her åbnede der sig en ny verden for mig. Jeg fik lov til at bruge en kreativ side af mig selv, der alt for længe havde været tilsidesat.
På skolen blev jeg udfordret og lærte at bruge min stemme og min krop anderledes. Jeg har beholdt mit kontorarbejde på nedsat tid, er blevet ansat som organist i en kirke og har lige startet et børnekor.


 
Vibeke 25 år, kirkesangereksamen 2006

Jeg har altid drømt om et liv med sang. Allerede som barn sang jeg i pigekor, og i gymnasiet prøvede jeg kræfter med et kirkesangervikariat.
Efter forskelligt arbejde besluttede jeg at gøre alvor af mine musikalske drømme og søgte ind på Sjællands Kirkeskolen.
En beslutning jeg ikke har fortrudt. Det er en rar skole, og der bliver taget hånd om os studerende.
Undervisningen er af høj kvalitet, og jeg har lært utrolig meget.
Jeg kan godt lide at blive udfordret og deltage i skolens koncerter med de andre studerende. Siden jeg begyndte på kirkemusikskolen, er jeg blevet sikker i min sang og har fået mange redskaber, som jeg bruger som kirkesanger, og når jeg underviser mit eget børnekor.
Terese 18 år, andetårsstuderende på basisorganistuddannelsen

At spille på orgel er udfordrende, når man får ben og arme koordineret og bruger alle orglets stemmer - så kommer det store sus, så er det som at sidde med et helt orkester.
Min interesse for orglet begyndte lidt tilfældigt. Jeg spillede klaver med min musikskole i den lokale kirke. Organisten tilbød mig ’at blive føl’, men jeg tænkte, at jeg også ville have papir på mine kvalifikationer.
Derfor begyndte jeg sideløbende med gymnasiet på Sjællands Kirkemusikskole. Her bliver jeg undervist af dygtige og engagerede lærere, der også lægger vægt på de studerendes personlige musikalske udtryk. Der er et godt sammenhold blandt eleverne og atmosfæren på skolen er rar.

Per 49 år, førsteårsstuderende på præliminær organistuddannelse

Jeg er oprindelig uddannet musikpædagog med klaver og saxofon som hovedfag og er bl.a. souschef i Næstved Musik- og Kulturskole. Jeg har altid været tiltrukket af orglet som instrument og kirkens andagtsfulde atmosfære, så for et par år siden begyndte jeg på Sjællands Kirkemusikskole og fik også en mindre organiststilling ved Tuse Kirke.
Jeg elsker at sidde under kalkmalerierne og spille, og jeg synes det er dejligt som musiker at kunne have sit virke ikke kun i storbyer. Underviserne på Sjællands Kirkemusikskole er dygtige og gode til at anerkende mine øvrige kvalifikationer.
 
 
Sjællands Kirkemusikskole - Allehelgensgade 8 - 4000 Roskilde