Matadorvillaen Sjællands Kirkemusikskole har til huse i Allehelgensgade 8 i et
rigtigt gammelt borgerhus. Huset blev opført i 1895 af købmand
Anders Borch. I 1916 blev huset købt af en af Roskildes
matadorer manufakturhandler Aage Müller. Hans morfar var kommet
til byen som ganske ung og havde opbygget en tøjfabrikation og
manufakturhandel.
Aage Müller boede i huset på Allehelgensgade til midten af
50’erne og i Roskildes fortælles det, at han var
inspirationskilde til Mads Skjerns figur i Lise Nørgaards
Matador.
Fra villa til musikskole
Matador er gået over i tv-historien, forretningen Aage Müller
eksisterer endnu. Og vores hus på Allehelgensgade har stadig
stukrosetten i loftet, de flotte paneler ved indgangspartiet og
de høje lofter.
Siden matadorens tid har huset været hulkortcentral, vinhandel
og advokatkontor, ind til det i 1993 blev købt af Fællesfonden
til at huse Sjællands Kirkemusikskole.
Vi har været i gang med en større renovering af huset med respekt for
detaljer og med fokus på mere plads til undervisning. I dag
rummer huset, fra kælder til første sal, syv
undervisningslokaler, en kantine, et lille køkken, et mindre
bibliotek, kontorer, tre orgler, to flygler og et utal klaverer.