Lærerrådets beretning ved
generalforsamling i Sjællands Kirkemusikskoles Lærerforening
Torsdag d. 21/12 – 2006
Også 2006 blev et år med et
begrænset aktivitetsniveau i lærerrådet (LR).
LR har afholdt to møder, hvor der har været sager nok at drøfte. Det er
dog ikke henvendelser fra lærerforeningens medlemmer, der har tynget
dagsordenen. Udover de forskellige udefrakommende politiske sager har LR
selv flere idéer om vigtige indsatsområder, til dels affødt af debatten
ved sidste års generalforsamling (GF), hvorfor vi i LR formoder at være
nogenlunde på bølgelængde med medlemmerne.
LR konstituerede sig efter GF 2005 med Erik Hildebrandt-Nielsen (EHN)
som formand og Bente Hogrefe Nielsen (BHN) som næstformand. Af
tidsmæssige årsager har EHN valgt at stoppe som formand efter årets GF –
han bliver dog siddende i LR sin valgperiode ud, hvilket er til GF
december 2007. Robert Hofstetter, hvis valgperiode udløber i år, har
valgt ikke at genopstille til LR.
Ifølge vedtægterne er Lærerforeningens formål at varetage lærernes
interesser i faglige/pædagogiske anliggender samt i forhold vedr.
ansættelser. Inden for begge områder har der i det forgangne år været
sager, der har optaget LR.
Ny Karenstid
I de nye lærerkontrakter er karensperioden blevet ændret således, at der
indtil nytår kun er én måneds karenstid. Efter nytår er der uændret 3.
måneder. Det har længe været praksis på de andre to kirkemusikskoler.
Rigsrevisionen har pålagt skolerne at koordinere praksis på en række
punkter.
Fastansættelser
2 timelærere står til at skulle fastansættes efter lov om tidsbegrænsede
ansættelser.
Evaluering
Fra de studerende er der et ønske om en midtvejsevaluering. LR vil i
løbet af 2007 udarbejde et evalueringsskema, som skal danne grundlag for
en samtale/evaluering af undervisningsforløbet og elevens standpunkt.
Evalueringen skal kun være til internt brug og tanken er, at
evalueringen skal være med til at skabe en dialog mellem lærer og elev
om undervisningens forløb og sigte, og elevens indsats og evt. behov for
ændringer. LR har også planer om evaluering på andre områder f.eks.
læseplaner og undervisningsmaterialer, men dette ligger længere ude i
fremtiden.
Nyt fra Kirkeministeriet
I december 2006 er kommet nye og afgørende udmeldinger fra
Kirkeministeriet (Kimi).
Som bekendt udarbejdede et embedsmandsudvalg under Kimi for et par år
siden en evalueringsrapport, der blev sendt til høring (LR afgav bl.a.
høringssvar) – herefter er dog ikke bekendtgjort nogen endelig
handlingsplan el. lign. for kirkemusikskoleområdet, men de nye
cirkulærer og bekendtgørelser, der udgår fra Kimi, ligger pænt i tråd
med rapportens konklusioner – således implementeres disse tilsyneladende
i ”løs vægt” hen ad vejen.
Den 5/12 -06 modtager skolen m.fl. en opsigelse fra Kimi af den gældende
aftale fra 1996 vedr. timeberegning m.v. for fastansatte lærere samt om
timelønsberegning for timelærere på kirkemusikskolerne. Opsigelsen
bunder til dels i det generelle stop for tjenestemandsansættelser – hvad
timelærerne angår skal disse fra 1/3-07 aflønnes efter
Finansministeriets cirkulære af 17. januar 2001 om timelønnet
undervisning. I dette cirkulære opereres med syv satser, hvis anvendelse
afhænger af fag, lærere, uddannelse, institution m.v. Dette giver
mulighed for fortolkning og man kunne sagtens forestille sig, at hhv.
lærere, rektor/bestyrelse og Kimi tolker forskelligt. LR ser dog frem
til forhandlinger om anvendelse af fremtidige timelønsatser.
Ved samme lejlighed ophæver ministeriet det gældende cirkulære (1996) om
løn- og ansættelsesvilkår for rektorer og lærere ved kirkemusikskolerne
og sender udkast til nyt løn- og ansættelsescirkulære for området til
udtalelse hos DOKS, der har forhandlingsretten vedr. ansatte ved
kirkemusikskolerne. Heri ser det – på trods af Bologna-aftaler m.v. –
ikke ud til at være større sikkerhed på vej for det timelønnede
personale.
Nok så væsentligt udsender ministeriet få dage senere en ny
bekendtgørelse for Folkekirkens Kirkemusikskoler, der skal afløse den
gældende fra 1996. Officielt skulle denne ny bekendtgørelse træde i
kraft pr. 1/1-07, idet den dog er sendt til høring hos skolerne, de
faglige organisationer m.fl. med høringsfrist 17/1-07. LR er ikke
officiel høringspart, men regner med at være i dialog med rektor og
bestyrelse vedr. vores holdninger til ændringerne i bekendtgørelsen.
Bl.a. foreslås ændring, hvad angår bestyrelsens sammensætning, hvor
repræsentanterne fra de faglige organisationer reduceres fra tre til én
– og denne ene ikke skal være en DOKS’er. Der er nok grundlag for debat.
Lærer- og elevrådsrepræsentanten i bestyrelsen opretholdes i forslaget.
Tak fra den afgående formand
Til sidst tak til bestyrelse, rektor og administrativt personale for
godt samarbejde i det forløbne år. Også tak til de studerendes råd for
et højt informationsniveau og vigtigt parløb i væsentlige sager. Og tak
til hele lærerforeningen for fortsat opbakning – formanden vil her ved
sin afgang gerne sige en speciel tak for den tillid, der har været vist
ham i de seneste år og håber på lige så stor opbakning til den kommende
formand.