Lærerrådets beretning ved
generalforsamling i Sjællands Kirkemusikskoles Lærerforening
Fredag 16/12 – 2005
Indledning
I året 2005 har lærerrådet ikke haft samme høje aktivitetsniveau som i
det foregående år, hvilket primært skyldes formandens ophængthed. LR har
dog tæt fulgt en række sager af betydning for skolen, såvel som der
fortsat er visioner for det videre arbejde.
Uraftstemning
Ved GF i 2004 forelagde LR et forslag til vedtægtsændringer, der
efterflg. blev sendt til urafstemning i lærerforeningen p.gr.a. det
begrænsede fremmøde ved GF. Forslaget til vedtægtsændringer blev udsendt
forud for GF 2004 sammen med de gældende vedtægter samt kommentarer og
begrundelser for ændringsforslaget. Det havde nok været på sin plads at
genudsende disse dokumenter i forb. m. urafstemningen, da en del
medlemmer gav udtryk for, at de ikke var klar over, hvad de egentlig
skulle stemme om. Tak til Jens Ramsing for snarrådigt at lægge
informationerne ud på hjemmesiden, så i hvert fald en del medlemmer ad
denne vej kunne orientere sig. Resultatet af urafstemningen blev 24
afgivne stemmer, heraf 23 for forslaget, 1 blank stemme og altså ingen
imod. Forslaget betragtes hermed som vedtaget, og de nye vedtægter vil
blive udsendt til lærerforeningens medlemmer sammen med referatet af GF
2005.
Information fra lærerrådet
Efter sidste års generalforsamling konstituerede LR sig med EHN som
formand og EBH som næstformand. Da EBH i foråret tiltrådte som
konst.rektor overtog BHN posten som næstformand, og suppleant AKK er
trådt ind ind i LR. På valg i 2005 er EHN og JW, i 2006 BHN, RH og AKK/EBH.
Ved udsendelse af referat fra GF 2004 skrev LR, at det påtænkes at
udsende nyhedsbrev til lærerforeningen med stort og småt fra LR. Dette
har endnu ikke ladet sig realisere, og der arbejdes nu på i højere grad
at gøre skolens hjemmeside til det fremtidige kommunikationsorgan
sideløbende med naturligvis ”Mixtur”. Alle er som altid forsat velkommen
til at rette henvendelse til LR, dersom man måtte have nogle spørgsmål.
Der henvises i øvrigt til den fra ledelsen med mellemrum udsendte
orientering til lærerne - en god og overskuelig information om den
aktuelle situation vedr. div. på skolen.
Rektorsag og evalueringsrapport
Som bekendt gik Helge Pedersen af som rektor i foråret 2005, hvor vi ved
en flot reception fik taget behørig afsked med ham – fra LR skal lyde en
stor tak til Helge for godt samarbejde gennem årene. Efter en del
korrespondance med Kimi overtog Eva Bruun Hansen rektorstolen – i første
omgang konstitueret for 3 mdr., siden – efter flere henvendelser til
ministeriet – forlænget i denne konstitution ”indtil videre”. Det er
utrolig heldigt for skolen, at Eva har påtaget sig denne nødvendige
opgave, og at hun har accepteret at vedblive hermed, men naturligvis
utilfredsstillende i det lange løb ikke at have afklaret
rektorsituationen. Kirkeministeriets udmeldinger har været skiftende –
den seneste (20/5) lyder, ”at der ikke skal foretages varig ansættelse i
stillingen, før evalueringen af kirkemusikskolerne er tilendebragt.”
Høringsfristen for evalueringsrapporten udløb 1. februar i år (også LR
udarbejdede som bebudet i beretningen fra sidste år, et svar), og
skolerne venter stadig på resultatet af hele evalueringsprocessen fra
ministeriet. Der går rygter om, at den endelige evalueringsrapport ikke
vil blive offentliggjort, og man kan frygte, at rektorstillingen således
bliver ”syltet”. Dette er klart utilfredsstillende, og det har i
bestyrelsen været foreslået at rykke ministeriet. Hele sagen bliver
taget op på det kommende bestyrelsesmøde i marts.
APV m.v. I foråret fik SjK besøg af Arbejdstilsynet, der påpegede en række
forhold, der skulle bringes i overensstemmelse med gældende lovgivning.
Bl.a. skulle vi have udpeget en sikkerhedsrepræsentant, og et enigt LR
pegede på Hanne Ladegaard, der til vores glæde har påtaget sig opgaven.
Desuden har Elisabeth Bruun udarbejdet en APV på baggrund af de
spørgeskemaer, vi alle har besvaret.
Ledelses/lærerorgan
I sidste års beretning skrev vi om vigtigheden af en styrkelse af
faggrupperne som et redskab i samarbejdet med ledelsen og i den interne
pædagogisk/faglige dialog. Der har i årets løb været nogle sager, der
fordrede en talsperson fra enkelte fagområder – LR har påtaget sig denne
opgave, men ønsker at styrke dialogen med lærerne, så mandatet er
stærkere – et velfungerende dialogforum er ønskeligt både generelt og i
(akutte) enkeltsager. Hvilken model vi lander på er stadig på
tegnebrættet. Væsentlige emner er bl.a. anskaffelser til skolen
(materialer, instrumenter), kurser for lærere og erfaringer med
studieplanerne.
Bestyrelse
Siden skolens etablering har Helsingørs biskop siddet i bestyrelsens
formandsstol – først Johs. Johansen og siden Lise Lotte Rebel.
Sidstnævnte ønskede ved årsskiftet at udtræde af bestyrelsen, og i
stedet udpegede kirkeministeriet biskop over Kbh. Stift Erik Norman
Svendsen. Da denne havde studieorlov i årets første tre måneder
indtrådte den afgående biskop over Lolland Falster Stift Holger Jepsen.
Efter ENS’s tilbagekomst fortsætter Holger Jepsen efter opfordring i
bestyrelsen på én af de ledige poster. Begge biskopper har vist sig som
meget positive bestyrelseskræfter – ny i bestyrelsen er desuden Henrik
Nedergaard, leder af MGK, Helsingør. LR hilser det velkomment med en
repræsentant fra MGK/musikskoleområdet og glæder sig i det hele taget
over det engagement, der synes at være i den nuværende bestyrelse. Både
i forb. med bestyrelsesarbejdet og med øvrige opgaver på skolen har LR
haft et godt samarbejde med De studerendes Råd – initiativet er i særlig
grad kommet fra formand Anne Mette Holmbom, for hvis åbenhed og positive
samarbejdsånd LR siger tak. Vi håber på fortsat godt parløb i div. sager
i 2006.
Ansættelsesvilkår
Som følge af ”Lov om tidsbegrænset ansættelse” der trådte i kraft i 2003
som et resultat af et EU-direktiv, må timelærere ikke længere blot
ansættes for et år ad gangen og herefter forlænges igen og igen. (Højst
to gange må tidsbegrænset genansættelse finde sted.) Dette har, som
sikkert er de fleste bekendt, afstedkommet en del røre på eks.
musikkonservatorierne, der har mange timelærere og de prof. orkestre
(kontraktansatte). Langt fra i alle tilfælde tilgodeser den nye lov de
folk, den gerne skulle beskytte. For vores område har det i første
omgang betydet, at de nye kontrakter ikke opererer med en tidsfaktor,
men med en mulig regulering af timetallet (i princippet til 0 timer) med
et varsel på 3. mdr. – et varsel der bortfalder ved skoleårsskift. Rent
teknisk opfylder kontrakterne således nu lige akkurat lovgivningen, men
en endelig afklaring på situationen mangler stadig. LR har i første
omgang godkendt de nye kontrakter, da den midlertidige ledelse sent blev
gjort opmærksom på problematikken og man stod akut og skulle have
ansættelseskontrakterne gjort færdige. Officielt ligger bolden hos
Kirkeministeriet, men LR vil naturligvis følge op på denne sag.
Nye lærere m.v. Som vi har været vant til hvert tredje år, blev alle timer i dette
forår slået op til besættelse. (Om det så var sidste gang, timerne
skulle besættes/genbesættes på denne måde, vil tiden vise.) Som de
øvrige gange har det betydet en ændring/fornyelse af lærerstaben og
timefordelingen. Alle de lærere, der ønskede at fortsætte, har også fået
timer i det nye skoleår og desuden er der blevet plads til seks nye
lærere. LR finder det positivt med en udvidelse af lærerstaben og byder
de nye lærere hjertelig velkomne på skolen og i lærerforeningen. Som man
har kunnet læse i bl.a. ”Mixtur” ansatte skolen i foråret cand. comm.
Elisabeth Bruun som informationsmedarbejder. Det er nu besluttet at
forlænge EB’s ansættelse frem til sommer, hvilket LR hilser meget
velkomment. EB har vist sig som et særdeles stort aktiv for skolen, både
hvad angår løsning af praktiske opgaver som hvad angår sparring og
idéudveksling – eks. i forbindelse skolens deltagelse i Roskildenatten,
der blev en stor succes. Til sidst skal der lyde en særlig varm velkomst
til Mie Jønsson, der nu er tilbage på deltid.
Lærerrådet ved Sjællands Kirkemusikskole, december 2005.